Zonen for nærmeste udvikling
NUZO-metoden er et bud på en undervisningsmetode, som hjælper og støtter elever med specielle behov i den faglige læring og samtidig styrker den personlige og sociale udvikling.
NUZO betyder “Zonen for nærmeste udvikling” og metoden bygger på den russiske psykolog Lev Vygotskijs teorier om udvikling og pædagogik. Vi tager udgangspunkt i dét sted, hvor eleven er – og viser eleven det næste trin frem imod målet. På denne måde fokuserer vi på den nærmeste udviklingszone. Metoden er også beskrevet af amerikaneren Jerome Bruner, der kalder det “scaffolding”.
I Undervisningen af elever med specielle behov, skal der tages højde for den enkelte elevs udfordringer, hans/hendes indlæringsmetoder, tempo og udviklingstrin.
- nogle elever er langsomme og omstændige, andre har brug for hurtige skift.
- nogle elever har brug for den samme rutine hver dag, mens andre bedre kan klare skift og fleksibilitet.
- nogle elever kan have en dårlig dagsform og kan ikke overkomme særlig mange udfordringer, mens andre er klar til nye udfordringer.
- nogle elever kan ikke sidde stille, mens andre sidder tungt i stolen.
- nogle elever kan være højrøstet og larmende mens andre har brug for stilhed for at kunne koncentrere sig.
Vi tilrettelægger undervisningen således, at elevens behov tilgodeses og vi tilstræber at eleven kommer til både at arbejde lærerstøttet og selvstændigt.
Når eleven er fortrolig med en opgave eller en arbejdsgang, løftes det faglige niveau fra ”jeg kan med hjælp” til ”jeg kan selv”.